Nyhedsbreve

21-12-2018

December 2018


10 års jubilæum

Hold da op har jeg virkelig været på Nybro i 10 år!

Jeg troede, at vores første personalemøde i december skulle foregå ud fra den dagsorden jeg havde udsendt…… MEN ……. Pludselig blev dagsordnen ryddet og jeg blev overrasket med frokost, tale, blomster, gaver, personlige breve og ikke mindst super hyggeligt samvær – hold da op, hvor blev jeg glad J

1. december 2018 havde jeg været ansat på Nybro i 10 år – og hvor har det da været en fantastisk rejse. Nybro er mit 7 job efter jeg blev uddannet som socialrådgiver for snart mange år siden og mit 4 job som leder gennem mere end 20 år. Hånden på hjertet har jeg aldrig tidligere haft et job på et sted med en kultur som har båret præg af så meget etik, faglighed, dedikation, fleksibilitet og villighed til at gøre det så godt som overhovedet muligt.

Da jeg begyndte på Nybro, var vi i kontakt med 15 familier – nu er vi i kontakt med ca. 80 familier, har 15 lejemål og et utal af aktiviteter der er målrettet børn, unge og voksne inden for autismespektret.

Vi har en dagligdag med nogle skønne børn, unge og voksne, vi har et godt samarbejde med ”vores” forældre, vi har opbakning fra bestyrelsen, vi har et godt samarbejde med de omkringliggende kommuner og øvrige samarbejdspartnere, vi har flotte rapporter fra Socialtilsyn Syd og vi har det godt sammen – hvor er jeg bare glad for at være en del af NYBRO J

 

 

Leder:

Vi er stadig i fuld gang med at få os etableret i Slotsgade. Vi er helt færdige med de 2 øverste lejligheder og der er p.t. 10 drenge tilknyttet afdelingen.

Nu er fokus så rettet på de 2 nederste lejligheder, som vi håber på at være fuldt etableret i med udgangen af januar 2019, hvilket vil komme til at betyde, at I vil komme til at opleve, at mange af de møder vi hidtil har afholdt i Nr. 7 vil blive afholdt i Slotsgade. Vores nuværende mødelokale vil blive ændret til aktivitetslokale for vores børn og unge.

Herudover forventer vi at været helt klar i Nr. 18 til at få taget den sidste lejlighed i brug med udgangen af december måned. Dette betyder, at vi i Nr. 18 fra 1. januar 2019 har omdøbt de 6 lejligheder i Nr. 18 til ”Kollegie 1” og op til ”Kollegie 6”. De 4 af

”Kollegierne” tilhører afdeling 16+ og de sidste 2 tilhører den almindelige døgn- og aflastning.

Summa summarum er den planlagte omrokering imellem de forskellige afdelinger snart faldet helt på plads og vores børn og unge har taget det i ”stiv arm” og har alle givet udtryk for, at det synes det er super godt den måde det er blevet og bliver på – ”kom ikke og sig man ikke er fleksibel bare fordi man har autisme – det har vi adskillige eksempler på, at det ikke er tilfældet J”

Jeg vil afslutningsvis benytte lejligheden til at ønske alle børn, unge, forældre, bestyrelse, samarbejdspartnere og personale en rigtig glædelig jul samt et lykkebringende nytår.

Tanja Krogh; Leder

 

 

Døgn og aflastning:

Weekend rul 1:

Nr. 7 og 18tv: Børnene har i denne weekend været på gå-tur op ad gågaden og hen til slottet, vi har lavet konfekt, julepynt og frugtsalat. De fleste børn har om aftenen set julekalender og hygget sig i fællesarealerne. Pigerne i 18sttv har lørdag handlet ind og anrettet hver deres lille ret til julefrokost i Slotsgade, hvor de ud over en lækker frokost fik leget pakkespil og hygget omkring bordet.

Personalet i weekend 1

 

Weekend rul 2:

Vi har i denne weekend om lørdagen været en tur oppe i julehjertebyen i små hold. Her har vi smagt risengrød, æbleskiver og bolsjer. Inden turen igen gik til Nybro, har vi været en tur med juletoget gennem gågaden. Om søndagen har vi lavet konfekt i små grupper, som vi har pyntet med f.eks. nødder, chokolade, krymmel osv. Det er kun fantasien som har sat grænser for hvad der kunne laves. De fleste har lavet en snemand, en julegris eller trillet marcipankugler.

Personalet i weekend 2

 

Weekend rul 3:

Vi har i denne weekend gjort klar til december måned, hvilket indebar, at alle afdelinger bagte julesmåkager, hvilket både bød på finskbrød, pebernødder, brunkager og havregrynskugler. Pigerne har lavet juledekorationer til hele Nybro og de andre har været en tur i Aabenraas Julehjerteby - hvilket er en stor fornøjelse og som drengene siger "er det hele virkelig gratis?" J Vi sluttede weekenden af med at pynte hele Nybro op med julepynt både inde og ude.

Personalet i weekend 3

 

Weekend rul 4:

Vi har i denne weekend lavet juledekorationer. Det har været en weekend fuld af afslapning hvor vi mest hygget os i de dejlige omgivelser vi har her. Herudover er der blevet spillet musik på gryder og guitar.

Personalet fra weekend 4

 

Afdeling 16+:

November har som altid serveret en meget blandet omgang i forhold til vejret. Vi har været så heldige, at det både har betydet udendørs og indendørs aktiviteter. Nogle af aktiviteterne har været brætspil, lav dit egen slim og spændende samtaler. Ligeledes har november budt på nye sociale relationer og endnu en ny har meldt sin ankomst. I første omgang kun i form af deltagelse ved aktiviteter. Alle 16+ ‘erne har taget godt imod og nye samtaleemner er startet.

Vi har i teamet lavet en ny aktivitetskalender som starter op i det nye år. Her har vi igen stor fokus på sammenhold, ude liv, gode grin og masser af nye oplevelser.

Den sidste del af november er blevet brugt på at gøre klar til december måned.

Jeanette Simonsen; pædagog.

 

 

Beskæftigelsesafdelingen:

Hermed lidt om, hvad vi har beskæftiget os med i november måned.

Erhvervs relateret kommunikation: Emnet har været sociale kompetencer. Der arbejdes ud fra ULF venskaberen. Der er blevet snakket og arbejdet med samarbejde, hvordan vi gør det og med hvem (forældre, venner, sagsbehandler, læge o.s.v.) Ligeledes er der blevet arbejdet med ordene: Dig, Mig, Fællesskabet, udvikling, ligestilling og forskellighed, hvad disse ord betyder og hvilke sociale egenskaber man bruger i forhold til de forskellige ord.

Fit for Work: Emnet har været sociale medier og hvordan de påvirker vores liv og evne til at indgå i en almindelig hverdag. Vi gennemgik hvilke sociale medier eleverne kender. Herefter svarede vi sammen på nogle spørgsmål om emnet. Eksempler på spørgsmål var: hvad er fordele/ulemper ved at bruge sociale medier, Hvor tit tjekker du sociale medier, når du er gået i seng? O.lign.

Samfundsforståelse: Vi har i denne måned arbejdet med emnet: Manipulation, hvor eleverne har lavet en Brainstorm over ordet “manipulation”. Hvad betyder ordet for dig, hvem kan manipulere m.m. Vi har også hygget med juledekorationer, pyntet afdelingen op og hygget rundt om bordet med risengrød.

IT: Eleverne er blevet præsenteret for emnet elektronik. Dette indebærer mange del elementer, blandt andet: modstand, volt, hvordan får man et elektronisk system til at virke o.s.v. Eleverne har prøvet kræfter med forskellige programmer, hvor de kunne lære om emnet og sætte ledninger sammen så der kom lys i pæren.

Projekt/kreativ: Eleverne har i faget kreativ lavet erindringbøger med billeder og tekst, lavet sange og tegnet samt malet på lærred.

Personlige mål: Eleverne har mange forskellige mål og i denne måned har nogle af eleverne arbejdet med matematik både skriftligt samt online, og andre har arbejdet med danskopgaver. Der er også blevet arbejdet videre med at være i stand til at tage imod hjælp, samt reagere hensigtsmæssigt i krav situationer

Bedste hilsner fra; Kim Kabelka, Gitte Seifert, Bjørn Grigoleit og Helle Senger

 

 

Café Broen:

I november måned har vi afholdt spilleaften med brætspil den ene aften og bowling den anden. Vi har afsluttet måneden med en mandehørms-aften med både burger og pommes og "slå søm i", hvilket var en fornøjelse for alle drengene og ikke mindst det mandlige personale J

Linette Andresen; pædagog og Jan Skjønnemand; pædagogmedhjælper

 

 

e-Sport:

Tak for et lækkert esport-år! Nu går året på hæld og vi har haft mange gode timer til esport. I december måned vil der desværre være få esport aftenener pga. juleferien. De eneste to dage er 1. december og 20. december. Heldigvis starter vi op igen torsdag den 17. januar. I ønskes alle en god jul og et godt nytår!

Bjørn Grigoleit; Pædagogmedhjælper


 

Yoga/Mindfulness:

I november måned har vi arbejdet med massage. Massage via håndkraft samt igennem pensler, bolde m.m.

De unge får her en viden om ryggen/nakken/lændens muskler og sener. Dertil har de fået vist forskellige akupresurpunkter som man kan bruge ved eksempelvis hovedpine, nakkesmerterne m.m.

Vi har som altid øvet solskinsangen samt solskinshilsnen og arbejdet med vores åndedræt/vejrtrækning. Dertil har vi lavet Mantraøvelser der styrker koncentrationen og ens underbevidsthed.

Yoga/ Mindfulness - holdet træner hver anden onsdag (ulige uger) fra 16-17 på Klinik Bøgen i Aabenraa, Haderslevvej 48.

Holdet består af max. 6 deltagere. Undervisningen foregår i et overskueligt og struktureret miljø.

 

Vi glæder os til at byde dig velkommen :0)

Mange yoga-hilsner fra

Helle Johanning Senger; Læreruddannet pædagog og Børneyogalærer

 

 

Fitness:

I november måned har vi som sidste måned brugt maskinerne og måtterne rigtig meget, idet deltagerne nu kan udføre øvelserne uden guidens og de kan på denne måde selvstændigt udføre øvelserne og lægge flere øvelser på. Maskinerne træner de fleste muskelgrupper, og vi har ligesom sidste måned 2 - 3 øvelser på gulvet og ribben, hvor alle enten træner arme (biceps/triceps), mave, og eller ryg.

 

Vi laver en 5 minutters ordning, hvor man i hver øvelse/maskine bruger 5 minutter. Man kan eksempelvis starte på kondicyklen, så videre til løbebåndet, og så til Crosstraineren. Dernæst tager deltagerne øvelserne på gulvet/ribben. Alle kommer igennem 5 - 6 øvelser som arbejder med lår, arme, mave og ryg.

 

Holdet træner hver anden onsdag (lige uger) fra 16-17 på Klinik Bøgen i Aabenraa, Haderslevvej 48.

 

Holdet består af max. 6 deltagere. Undervisningen foregår i et overskueligt og struktureret miljø.

 

Vi glæder os til at byde dig velkommen :0)

Mange fitness-hilsner fra

Helle Johanning Senger; Læreruddannet pædagog

 

 

NADA:

Snart er året forbi og det er en stor glæde, igen at kunne se tilbage på et succesfuldt år i Nada Caféen. Antallet af brugere er stabilt og det har været en fornøjelse at opleve børnene/de unges udbytte af Nada nålene og magnetkuglerne.

I 2019 fortsætter vi med samme fordelagtige pris og vilkår: De børn/unge der er i aflastning i caféens åbningstid, får behandlingerne vederlagsfrit. Ellers købes et 10 turs kort til kr. 500 og vi aftaler sammen hvilken dag, der passer enten dig eller dit barn bedst. Du er altid meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål.

Nada caféen er åben på Nybro 7 frem til og med d. 19. december både tirsdag og onsdag fra kl 20.30-21.30

I 2019 starter Caféen igen i uge 1 fra onsdag d. 2. januar.

December hilsener med ønsket om en rigtig glædelig jul samt et lykkebringende nytår til jer og jeres familier

De bedste hilsener; Lotte Terp; NADA og BMS akupunktør

 

 

Svømning:

I november måned har vi øvet vores svømmetekniker og lavet forskellige øvelser, som forbedre den måde som vi svømmer på. Øvelserne har for eksempel været ryg crawl ben med armene langs siden og crawl ben på siden. I december måned skal vi lege en leg, der hedder russisk roulette. I denne leg kommer vi omkring alle de udfordringer og øvelser vi har lavet i år 2018. Mange svømmehilsener Julie Jepsen; pædagog

 

 

Eksternt Team:

I ”Eksternt Team” varetager vi individuelle rådgivningsforløb for børn, unge, søskende, forældre og andre pårørende til børn og unge med en autismediagnose.

I vores indsats har vi fokus på kommunikation, sociale funktioner, ønsker og interesser.

Vores metode er samtaler og øvelser der fokuserer på sammenhængen mellem følelser, tanker og handlinger, hvor den enkelte får støtte til at forstå og ændre uhensigtsmæssig adfærd og indlære nye og mere hensigtsmæssige strategier og handlemønstre.

Vi introducerer og implementerer ligeledes individuelle støttesystemer via visualisering - herunder aktivitetsskemaer, organisering og opdeling af tid, rum og arbejdsopgaver samt teknologibaserede indsatser.

Tanja Krogh; Leder

 

Nybro Hesteklub:

Til ridning arbejder vi fortsat med at øve balance, blive tryg ved øvelserne og hesten, samt at kunne koordinere tøjler og ben, samtidig med at hesten "lystrer" på hænder og ben. Som ekstra redskab er vi begyndt at lære en pisk at kende, hvordan den virker på hesten og hvordan den også skal koordineres i hænderne i tøjlen uden at tabe den. Det er dog ikke alle der er klar til at bruge pisken endnu og "bøvler derfor på" med benene i højere grad. Vi har altid højt humør, vi smiler og griner når vi er på rideskolen og det er en sand fornøjelse, selv endda i denne kolde tid.

Linette Jørgensen; Pædagog

 

Nybros Skak og Brætspilsklub:

Vi er begyndt at spille Triominos som er et svært spil, hvor man skal matche tal i form af trekanter og lægge et mønster. Vi har holdt afslutning for i år med æbleskiver og varm kakao. Vi har ønsket hinanden en god jul, samt et godt nytår og starter igen den 7. januar.

Corinna Dietrich; Pædagog