Nyhedsbreve

23-11-2018

November 2018


Nyhedsbrev

 

Skolevægring

Vi kommer i ”Eksternt Team” i kontakt med flere og flere familier, hvor udfordringen er skolevægring. P.t. har vi et samarbejde med 9 familier, hvor fokus er på dette. Vi har gennem de sidste ca. 4 år samarbejdet med en hel del børn/unge og deres forældre netop om denne problemstilling og glædeligt er det, at i langt hovedparten af disse samarbejder er det lykkedes for barnet/den unge at komme tilbage til skolegang/beskæftigelse. Vores metode er inspireret af ”Cool Kids programmet” samt en tilgang hvor både barnet/den unge og forældrene involveres i processen. Det meste af tiden hver for sig og med to forskellige medarbejdere fra Nybro. Det har vist sig tydeligt, at dette fremmer muligheden for at bryde fastlåste adfærdsmønstre for begge parter og dermed giver det mulighed for at afprøve nye måder at agere på, hvilket har vist sig gavnligt i.fh.t at kunne vende tilbage til skolegang/beskæftigelse. Herudover har vi et konstruktivt og positivt samarbejde med de involverede skoler og beskæftigelsessteder som ligeledes er afgørende for at få en tilbagevenden til at lykkes.

Gitte Seifert, Linette Andresen, Kim Kabelka, ad hoc tilknyttede medarbejdere og Tanja Krogh

 

Leder:

”Trivsel og udvikling er pædagogprofessionens unikke formål.”

 

Vi har netop afholdt en spændende og berigende pædagogisk dag, som traditionen tro blev afholdt på Sandbjerg Gods.

Dagens emne var ”Etik i den daglige pædagogiske praksis.” En lærerig og inspirerende dag, hvor alle deltog med stort engagement. Det blev tydeligt, hvor meget etiske dilemmaer fylder i den daglige pædagogiske praksis; fx ”hvem har definitionsretten i.fh.t, hvad det gode liv er :”er det barnet/den unge/dem der er over 18 år?”, :”er det barnet/den unge/dem der er over 18 års forældre?” :”er det os som personale?” :”er det den kommune man bor i?” eller …..

 

Herudover blev temaet ”samarbejde og etiske dilemmaer” drøftet livligt og følgende er et citat fra én af deltagerene på dagen:

 

”Det er underligt, at mennesker er sådan indrettet, at det er lettere at brokke sig og være fejlfinder end det modsatte. Det gælder i synet på samfundet, i relationen til andre mennesker og i opfattelsen af sig selv. Det er faktisk ikke særlig tit, man møder et menneske, der udstråler glæde og taknemmelighed og sætter ord på det. Det modsatte sker langt oftere.” Citat.

 

Konklusionen på dagen var, at etiske dilemmaer er et grundvilkår i pædagogisk arbejde og der uvægerligt vil opstå situationer, hvor de forskellige involverede parter vil have forskellige synspunkter på, hvad den rigtige handling vil være.

Tanja Krogh; Leder

 

Døgn og aflastning:

Weekend i rul 1:

Vi har i denne weekend været i svømmehallen, hvor de unge har hygget, plasket og leget. Nogle af de unge har været på Aabenraa Museum, hvor de så en musikudstilling fra de unge 50 – 70`erne. De så også Samurai-rustninger, og var inde i en gammel stue, hvor de blev betaget af sengene som folk sov i inde i et skab. De unge fik noget gammeldags kridt med tilbage som de tegnede med på fliserne på Nybro. Søndagen gik med en gåtur til slottet, spillet Skak og Uno samt en god gang bowling ude i gården.

Personalet i weekend 1

 

Weekend rul 2:

Vi har i denne weekend nydt det sidste af efterårsferien. Lørdag har vi været på Nybro, hvor vi har spillet brætspil (Sequence), spillet Playstation (Minecraft) og computer (Vehicle Simulator). Ellers har vi hygget os ved at lege med mooncars i gården, hygget i et ”pop-up” telt indenfor og set film (Otte er et næsehorn og Lego Ninjago). Søndag har vi været i legeparken i Kolding, hvor vi har kørt på mooncars, spillet minigolf, sejlet i vandcykler og spist madpakker.

Personalet i weekend 2

 

Weekend i rul 3:

Vi har nydt denne weekend, med måske det sidste ”fine” vejr inden efteråret kommer. Det har betydet, at vi har vasket bilen og bussen, været på genbrugsstationen og ryddet op og ordnet vores gårde. Nogle af de store piger har været i Borgen i Sønderborg og shoppe og drengegruppen har bagt pølsehorn til deres udflugt til Givskud zoo næste weekend.

Personalet weekend 3

 

Weekend rul 4:

Denne weekend har vi været på tur til Horsens, hvor vi besøgte fængselsmuseet. Det var en lang tur, men ingen problem, når børnene havde deres elektronik med. Det var en succes for alle, og børnene virkede interesserede hvilket kom til udtryk ved, at de spurgte ind til diverse ting. Søndagen blev brugt på at tale om turen samt at tegne noget man så i museet.

Personalet fra weekend 4

 

Afdeling 16+:

I 16+ har vi været så heldige at kunne indskrive 2 nye unge mænd. Det er altid spændende, når der kommer nye unge i afdelingen, som giver et nyt og frisk pust i hverdagen. Det betyder, at vi siden sidst bl.a. har haft to indflytninger, vi har været en tur i Økolariet i Vejle og set deres forskellige udstillinger, vi har været ude at bowle i Aabenraa, hvor vi lavede strikes og grinede sammen og sidst men ikke mindst startede vi oktober måned med en oktoberfest, hvor vi spiste sammen og hyggede os. Linette Jørgensen; Pædagog

 

Beskæftigelsesafdelingen:

Vi har i denne måned deltaget i to forskellige messer. Den første var messen: "Ud i fremtiden" og den næste var "Karriere Messe" i Arena Aabenraa. Begge steder kunne vi stolt vise vores STU tilbud samt øvrige beskæftigelsesmuligheder frem. Vores elever var selvfølgelig også forbi begge messer og havde ved "Karriere Messen" forberedt sig i undervisningen i.fh.t hvilke firmaer de var interesserede i og havde lavet spørgsmål til disse.

 

Vi har været så heldige, at der ligeledes er startet nye elever. Det er dejligt at have nogle flere at diskutere meninger og emner med. Fokus fra eleverne er pt. om der er flest drenge eller piger tilknyttet beskæftigelsesafdelingen J

 

Erhvervs relateret kommunikation: Der er arbejdet videre med emnet venskaber. Eleverne har læst tekster om emnet. Eksempler på tekster er: "Hvordan ved man at man er bedste venner?". "9 grunde til, at du ingen venner har". Eleverne har to og to fortalt hinanden om teksterne og stillet spørgsmål til hinanden. Herudover er emnet blevet diskuteret på plenum.

Fit for Work: Eleverne har arbejdet videre med siden ”Borgerservice”. Alle fik forskellige opgaver, som gik ud på, hvad man kan bruge Borgerservice til.

Herudover har vi haft om emnet økonomi, hvor der har været fokus på de udgifter man har, når man flytter hjemmefra. I forbindelse med dette har vi drøftet på hvilken måde den enkelte ser sit behov for støtte til at administrere sin økonomi.

Samfundsforståelse: Vi har i denne måned arbejdet med emnet “Misbrug”, hvor eleverne har fået et underemne som de hver især skal fremlægge. De har også set film om emnet samt på klassen diskuteret holdninger/meninger hertil, hvor elever kan give udtryk for det de ser/kontra det de læser.

De har også arbejdet med spørgsmål til ”Karriere-Messen”, hvor de minimum skulle skrive 2 spørgsmål til virksomheder samt uddannelsessteder de godt kunne tænke sig enten at komme i praktik eller videreuddanne sig.

IT: Eleverne er blevet præsenteret for forskellige foto programmer. Det er programmer, hvor man kan ændre lag i billederne, samt farve og slette figurer i billedet. Alle elever skulle slutte af med at lave en brochure, hvor de skulle gøre som om de solgte noget. Der blev lavet brochure om følgende emner: En kattepension, en musik festival, et tegneprogram, en musik skole og nogle forskellige spil.

Bedste hilsner fra; Kim Kabelka, Gitte Seifert, Bjørn Grigoleit og Helle Senger

 

Café Broen:

Oktober måned har indbudt til rigtig efterårs hygge eller måske nærmere "u-hygge" ifbm. med Halloween. Det har vi nemlig holdt med gyserfilm og snacks, hvilket faldt i god jord ved de unge, hvor særligt én var begejstret og havde medbragt flere film. Vi har tilmed skåret græskar ud, som kunne pynte på vores terrasse.

Linette Andresen; pædagog og Jan Skjønnemand; pædagogmedhjælper

 

eSport:

Esport er så småt ved at komme godt i gang.

Den seneste tid har vi haft fokus på bevægelse i pauserne og esport-deltagerne spørger nu selv, hvornår vi skal gå en tur.

Vi spiller forskellige spil, alt efter alder og interesse. Vi spiller sammen, mod hinanden og hver for sig. Der er plads til alle!

Bjørn Grigoleit; Pædagogmedhjælper

 

Yoga/Mindfulness:

Vi har i oktober måned arbejdet med yoga-flow (serie), hvor deltagerne har skullet lave deres eget flow med yan-øvelser. De har fået tildelt musik som de kunne vælge til deres flow. De har skiftevis præsenteret deres flow som de andre skulle eftergøre. Dette giver deltagerne en medbestemmelse og masser af grin. :0)

Vi har som altid øvet solskinsangen samt solskinshilsnen og arbejdet med vores åndedræt/vejrtrækning. Dertil har vi lavet Mantraøvelser der styrker koncentrationen og ens underbevidsthed.

 

Yoga/ Mindfulness - holdet træner hver anden onsdag (ulige uger) fra 16-17 på Klinik Bøgen i Aabenraa, Haderslevvej 48.

 

Holdet består af max. 6 deltagere. Undervisningen foregår i et overskueligt og struktureret miljø.

 

Vi glæder os til at byde dig velkommen :0)

 

Mange yoga-hilsner fra

Helle Johanning Senger; Læreruddannet pædagog og Børneyogalærer

 

Fitness:

Vi har igen været heldige og fået et nyt medlem som er faldet godt ind i gruppen som pt. er på 5 deltagere.

 

I oktober måned har vi som sidste måned brugt maskinerne rigtig meget, idet det er der, de fleste giver den mest gas. Maskinerne træner de fleste muskelgrupper, og vi

har ligesom sidste måned 2 - 3 øvelser på gulvet, hvor alle enten træner arme (biceps/triceps), mave, og eller ryg.

Vi laver en 5 minutters ordning, hvor man i hver øvelse/maskine bruger 5 minutter. Man kan eksempelvis starte på kondicyklen, så videre til løbebåndet, og så til Crosstraineren. Dernæst tager deltagerne øvelserne på gulvet. Alle kommer igennem 5 øvelser som arbejder med lår, arme, mave og ryg.

 

Holdet træner hver anden onsdag (lige uger) fra 16-17 på Klinik Bøgen i Aabenraa, Haderslevvej 48.

 

Holdet består af max. 6 deltagere. Undervisningen foregår i et overskueligt og struktureret miljø.

 

Vi glæder os til at byde dig velkommen :0)

 

Mange fitness-hilsner fra

Helle Johanning Senger; Læreruddannet pædagog

 

NADA:

Nada caféen kører støt og roligt. Flere unge kombinerer nu Nada og brug af vægttæppe, så de sidder med nålene i ørerne og har vægttæppet enten over skuldrene eller benene. Dette giver en yderligere beroligende og afslappende effekt.

Nada caféen på Nybro 7 er åben tirsdag og onsdag fra kl 20.30-21.30

De børn/unge der er i aflastning i caféens åbningstid, får behandlingerne vederlagsfrit. Forældre, søskende og andre pårørende køber et 10 turs kort til kr. 500 og vi aftaler sammen, hvilken dag der passer enten dig eller dit barn bedst.

Måske går du eller dit barn med en problemstilling, som du er i tvivl om, Nada kan afhjælpe? Ring eller skriv gerne en mail til mig, så tager vi en uforpligtende snak om det. lt@nybro7.dk

De bedste hilsener; Lotte Terp; NADA og BMS akupunktør

 

Svømning

I denne måned har vi på svømmeholdet lavet vandgymnastik. Vi har lavet to forskellige øvelser hver gang og prøvet at lave vandgymnastik med kæmpe store vandgymnastik bælter. Der er i denne måned blevet grinet en del og her har de store bælter helt klart en del af skylden J

I næste måned skal vi øve vores svømmeteknikker og lære nye måder at svømme på.

Mange svømmehilsener Julie Jepsen; pædagog

 

Eksternt Team:

I ”Eksternt Team” varetager vi individuelle rådgivningsforløb for børn, unge, søskende, forældre og andre pårørende til børn og unge med en autismediagnose.

I vores indsats har vi fokus på kommunikation, sociale funktioner, ønsker og interesser.

Vores metode er samtaler og øvelser der fokuserer på sammenhængen mellem følelser, tanker og handlinger, hvor den enkelte får støtte til at forstå og ændre uhensigtsmæssig adfærd og indlære nye og mere hensigtsmæssige strategier og handlemønstre.

Vi introducerer og implementerer ligeledes individuelle støttesystemer via visualisering - herunder aktivitetsskemaer, organisering og opdeling af tid, rum og arbejdsopgaver samt teknologibaserede indsatser.

Tanja Krogh; Leder

 

Nybro Hesteklub:

Til ridning er vi p.t. skiftevis 2 og 3 piger af sted. Alle pigerne er ved godt humør, når vi er af sted. De knokler løs med hver deres hest og udfordringerne, som følger med når man gerne vil lære kunsten i at ride. Vi har fortsat fokus på balance og tryghed ved hesten, samt at kunne bruge benene som styreredskab, samtidig med at hænderne i tøjlen også skal koordineres. Den ene af pigerne er ved at øve sig i, at blive tryg ved f.eks. at bruge en pisk, samtidig med at der skal holdes styr på tøjlerne og benene skal bruges som styringsredskab.

Linette Jørgensen; Pædagog

 

Nybros Skak og Brætspilsklub.

Vi er i gang med at spille Matador, da det er et stort spil spiller vi over flere mandage. Ligeledes har vi snakket om at købe et par nye spil. Alle kom med forslag til hvilke spil der skulle købes. Nogle af forslagene er : Domino, Skibbo, Kalaha, Afrikas stjerne og Klodsmajor. Vi holder juleafslutning med lidt godt den 17.12 og starter op igen i det nye år den 7.1. 2019.

Corinna Dietrich; Pædagog