Nyhedsbreve

12-10-2017

Oktober 2017


Leder:

Den 14. september løb det årlige forældremøde af stablen. En rigtig god aften sammen med en forældrekreds, der i den grad bidrog til den gode stemning ved på åben, ærlig og konstruktiv vis at bidrage med egne erfaringer.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke for alle de mange rosende ord til stedet her J - hvor er vi bare heldige med sådan en skøn forældrekreds der bidrager til kulturen her på Nybro med så stor vilje til åbenhed og samarbejde, til stor gavn for alle vores børn og unge.

Tanja Krogh; Leder

 

Afdeling 16+:

Vi har holdt afskedsfest for en af vore unge, der flytter i egen lejlighed. Det er altid vemodigt, når der flyves fra reden, men samtidig også glædesfyldt, når de unge er blevet klar til at stå på egne ben.

Vi har samtidig sagt goddag til en ung fastboende. Han er blevet taget godt imod af de unge, der kender hverdagen og rutinerne og så skønt at se dem hjælpe til med at komme godt tilrette –  en af vores fornemmeste opgaver er nemlig at støtte op omkring, at de unge får opbygget venskaber og netværk såvel i som uden for kollegierne

Annette Tondering; Afdelingsleder for Beskæftigelsesafdelingen og Afdeling 16+

 

Beskæftigelsesafdelingen:

Eleverne har haft en spændende periode i STU, med mange forskellige oplevelser.

Alle har været med til Dybbøl Skanse og fået en gennemgang af 1864-krigen, set alle de forskellige stillinger, skyttegravene, uniformerne og prøvet at holde et gevær fra 1864 og de fik endda lov til at skyde (dog uden krudt)

Eleverne har ligeledes arbejdet med deres personlige mål - lige fra støttesystemer til at køre knallert. I seksualundervisning har eleverne haft om temaet ”lyst/ulyst” 

I praktik melder alle elever tilbage, at de er glade for deres praktiksted og de føler de får lov til at prøve mange forskellige opgaver

En af vores elever i STU bliver færdiguddannet den 31. december 2017 og vi kan alerede nu fortælle, at praktikstedet har tilbudt eleven en fast stilling pr. 1. januar 2018. Dette betyder, at alle der har været igennem og færdiggjort uddannelsen hos Nybro STU gennem årene er blevet belønnet med en arbejdsplads for deres indsats J

Jan Skjønnemand; Pædagogmedhjælper

 

Pigeklub:

Vi begyndte måneden med at byde en ny pige velkommen. Pigerne skulle samarbejde om at bage en kage, hvilket de klarede rigtig fint. Herefter holdt vi hjemmebio og hyggede os med kagen, som pigerne havde bagt.

Sidst på måneden har vi været i det kreative hjørne, hvor vi har lavet silk clay nøgleringe. Pigerne kender efterhånden hinanden så godt, at jeg kunne holde mig lidt tilbage og nyde at se, hvordan pigerne selv har kunnet holde gode dialoger kørende. 

Ipek Sahin; Pædagog

 

Café Broen:

I den sidste periode har vi været på multibanen og spillet både fodbold, håndbold og basketball. Vi har haft hjemmebiograf med hygge og slik og vi har spillet forskellige brætspil og kortspil. Vi har også været i køkkenet, hvor der er blevet lavet nogle lækre madretter -  f.eks. bøf med løg, spejlæg og grønsager og pitabrød med mange forskellige ingredienser. Flere af de unge giver udtryk for, at de glæder sig til næste uge, hvor vi skal op på skydebanen og prøve bueskydning.

Der er en rigtig god stemning i caféen, hvor vi glæder os over at kunne byde en ny ung velkommen i næste måned. Vi håber, at endnu flere vil være interesseret i at deltage.

Jan Skjønnemand; Pædagogmedhjælper

 

Yoga/Mindfulness:

Vi har i den sidste måned haft fokus på forskellen imellem Ying og Yang øvelser, eventyr fortællinger, sanseøvelser og meget mere. Vi har også fået én mere med på holdet, som bidrager godt til fællesskabet.

Børnene lærer forskellige yoga-øvelser samt får styrket deres muskler og sind igennem leg og meditation/krops-skanning.

Forskellige solskinsange bliver sunget og vi giver hinanden massage. Alle disse øvelser hjælper børnene med deres ydre og indre balance, et bedre velvære, samt styrker deres koncentrationsevne.

Vi mødes hver onsdag fra 15.00 – 17.00 og jeg kan love, at man kommer til at grine, får pulsen op og bliver ét med sin krop og sind.

Jeg glæder mig til at se dig.

Helle Senger; Læreruddannet pædagog

 

eSport:

Det er fantastisk at se, hvor godt et hold der er til eSport. Holdet er rigtig dygtig til at samarbejde, hjælpe og motivere hinanden.

Det sidste stykke tid, har der mest været frit spil, hvor vi også har arbejdet med kommunikation og samarbejde.

Fremover bliver der lavet en fast struktur over, hvordan en aften skal forløbe. Denne struktur bliver udfyldt med, hvad holdet ønsker at arbejde med. Det kunne f.eks. være præcision, reaktion, koordinering eller map-kendskab i spil.

Vi har oprettet nogle steam-konti, så de, der er på prøve, kan låne sådan en, og dermed ikke selv behøver at købe CS:GO fra starten. Viser interessen sig for eSport, er det en fordel at oprette sin egen konto og købe spillet den vej igennem.

Kom til eSport – vi spiller hinanden gode!

Bjørn Grigoleit; Pædagogmedhjælper

 

NADA:

Tusind tak til alle for en meget vellykket forældreaften. Interessen for Nada workshoppen var stor og blev besøgt af mange. Jeres herlige nysgerrighed på, hvad Nada egentlig er, affødte spændende spørgsmål og livlig snak. Nogle forældre fik endda nålene sat, for selv at fornemme, hvilken virkning det har. Enkelte nye forældre er efterfølgende startet i forældre/pårørende caféen og giver udtryk for, at det er afslappende dejligt, giver en god søvn samt flere positive reaktioner i kroppen. Desuden er flere børn/unge startet med enten magnetkugler eller Nada nåle.

Lokaliteten i forældrecaféen er flyttet fra Nygade til Nybro 7 både tirsdag og onsdag fra kl 20.30-21.30. Du køber et 10 turs kort til kr. 500 og vi aftaler sammen, hvilken dag der passer dig bedst.

Nada caféen er frem til jul, kun lukket i uge 41 og 45

Efterårshilsen fra Lotte Terp; Pædagogmedhjælper og NADA akupunktør

 

Svømning

Så er Nybro Svømmeklub atter i gang J Vi startede op den 11. september og alle børn var klar. Der er ingen tvivl om, at børnene havde savnet vandet efter den korte pause, grundet trænerskifte.

Børnene har de sidste par gange i svømmehallen, vist tricks og øvelser, som de har lært gennem tiden – måske har træneren lært mere end børnene den sidste måned J

Den kommende måned skal vi i svømmeklubben arbejde med ”luft”: Hvordan kan man trække vejret, når man svømmer? – kan man trække vejret når munden er halvt fuld af vand? Og hvad sker der, hvis man puster alt den luft ud man har i lungerne. For at lære mere om dette, skal vi lave forskellige øvelser og lege, hvor luft spiller hovedrollen.

Mange svømmehilsner Julie Jepsen; Pædagog

 

Eksternt Team:

I ”Eksternt Team” varetager vi individuelle rådgivningsforløb for børn, unge, søskende, forældre og andre pårørende til børn og unge med en autismediagnose.

I vores indsats har vi fokus på kommunikation, sociale funktioner, ønsker og interesser.

Vores metode er samtaler og øvelser der fokuserer på sammenhængen mellem følelser, tanker og handlinger, hvor den enkelte får støtte til at forstå og ændre uhensigtsmæssig adfærd og indlære nye og mere hensigtsmæssige strategier og handlemønstre.

Vi introducerer og implementerer ligeledes individuelle støttesystemer via visualisering - herunder aktivitetsskemaer, organisering og opdeling af tid, rum og arbejdsopgaver samt teknologibaserede indsatser.

Tanja Krogh; Leder