Nyhedsbreve

11-04-2017

April 2017


Leder:

Alle mennesker er forskellige og derfor er Nybros grundtanke, at der skal gives individuelt tilrettelagt støtte, i alle de indsatser vi yder.Nybro samarbejder med børn/unge og familier inden for hele autismespektret, fra personer med lavere mentalt funktionsniveau til personer med højere mentalt funktionsniveau, om en individuelt tilrettelagt indsats, tilpasset det konkrete barn, den konkrete familie og den konkrete situation.

Til orientering kan oplyses, at Kristina Petersen i marts måned er gået på barsel. Vi ønsker Kristina og hendes familie alt muligt held og lykke fremover.

Herudover kan det oplyses, at vores dygtige studerende Melanie Skov, har takket ja til at fortsætte som vikar her på Nybro efter endt praktik.

Tanja Krogh; Leder

 

Døgn/Aflastning:

Vi udnytter, at foråret er kommet. Vi har brugt naturen en del gennem marts måned. Vi har bl.a. lavet sværd og skjolde ud af liggeunderlag og gaffatape. Disse fungerer fortrinligt til en god leg i skoven. Åbæk er et af favoritstederne - børn og unge nyder de muligheder stedet giver dem.

Påsken har været det store tema, men vi har også arbejdet med temaer som fx madlavning, hvor vi bl.a. har kærnet vores eget smør. Vi har ligeledes samlet ind til Kræftens Bekæmpelse, som på Nybro er en årlig begivenhed, hvor børn og unge får indsigt og en masse læring. Vi fik samlet 3257 kr ind – så det var et meget flot resultat. Der har også været plads til en masse hygge, såsom biografture, bowling og X-Factor finale.

Stine Hye, Pædagog

 

Afdeling 16+:

For tiden er der nogle af de unge, der er vældig optaget af et projekt der hedder ”Mit Liv” – en rejse gennem ens historie, hvor der fortælles og illustreres via tekster og billeder til egne mapper.


De unge finder, i denne tid, fællesskaber, hvor nogle, på egen hånd, vælger hinanden til. Det giver liv i lejlighederne og skaber kammeratskaber på tværs.

Annette Tondering; Afdelingsleder STU og Afdeling 16+

 

STU:

I STU er vi ved at afslutte emnet Privat økonomi. Der er blevet gennemgået forskellige slags budgetter og lavet en økonomitest/quiz. Vi har set alle 8 afsnit af serien: "Ikke Okay". Her kom vi igennem emner som: Hvordan kærtegner man sin kæreste i offentligheden? Hvor er det ok at telefonere i offentligheden? Hvor og hvordan er det okay at kysse i offentligheden og hvem betaler, når man er flere ude at spise sammen?

I projektet ”Mit liv” har en fået lavet en superflot bog med mange billeder af eleven, venner og familie. To andre elever har samlet sange, som fortæller noget om dem og hvem de er. En sidste har lavet en æske med billeder af kreative ting, som eleven selv har lavet, æsken er også blevet pyntet.

I faget ”IT” har vi fundet frem til to forskellige elektroniske støttesystemer som eleverne vil afprøve. Vi endte med et system der hedder AidaReminder og MemoAssist. Nu skal de afprøves både i STU og hjemme.

I faget ”Sundhed” er vi begyndt på emnet: "Hvad giver mig ro, når jeg har uro i hovedet". Eleverne kommer med mange forslag selv og vi lærer og snakker om endnu flere muligheder. Vi taler om, hvordan man kan få metoderne integreret i hverdagen.

I faget ”Fritid” har eleverne været på biblioteket for at se, hvad der foregår dér udover, at man kan låne bøger, musik og film. Eleverne har også været på nettet og er sammen kommet frem til et foredrag de gerne vil høre.

Vi er begyndt at forberede os på næste måneds store emne nemlig; ”Offentlig transport.”

Praktik: Vi har den store glæde, at vores to afgangselever er blevet tilbudt arbejde i den virksomhed, hvor de senest har været i praktik, efter endt STU. Det vil sige, at alle afgangselever fra Nybro STU til dags dato succesfuldt har opnået beskæftigelse i virksomheder efter endt STU uddannelse. 

Gitte Seifert; Pædagog

 

Pigeklub:

Vi har efter pigernes eget ønsket i løbet af april måned bagt småkager. Alle pigerne fik tildelt opgaver og pigerne klarede næsten selvstændigt at få købt ind og bagt nogle lækre småkager samtidig med, at pigerne efter eget udsagn gav udtryk for, at det var rigtig hyggeligt.

Herudover har vi været en tur ved stranden for at gå en tur og for at samle sten. Vi var så heldige at vi havde det gode vejr med os, så vi fik en is på vejen. Efterfølgende har pigerne malet og pyntet stenene tilbage i klubben. Pigerne var meget kreative, hvilket gav rigtig flotte resultater.

Ipek Sahin; Pædagog

 

Café Broen:

I cafeen har vi den seneste periode oplevet at snakken omkring spisebordet går lystigt og ofte med grin og masser af sjov. Vi har spillet forskellige spil (kortspil og brætspil), hvor de unge snakker på kryds og tværs med hinanden. De unge har siddet sammen, hvor der skiftevis blev spillet - snakket sammen - roteret mellem hinanden - kigget sammen på nettet og bare hygget sig

Jan Skjønnemand; Pædagogmedhjælper

 

Yoga/Mindfulness:

På Yoga / Fit-holdet ligger fokus på:

Sjove og spændende yoga øvelser, hvor børnene/de unge lærer at bruge hver en muskel rigtigt, samt øver den ydre og indre balance. Træningen indebærer også Mindfulness, hvor man lærer at meditere igennem vejrtrækningsøvelser og mærker derigennem sig selv fuldt ud og får nogle teknikker til at oparbejde en større ro. Der vil også være nogle styrke-øvelser, hvor musklerne bliver arbejdet godt igennem. 

Vi kan love, at man kommer til at grine og får pulsen op.

Vi vil gerne være flere på holdet – så vi glæder os til at se dig!

Helle Johanning Senger; Lærer uddannet pædagog, Mindfulness- og Yogainstruktør 

 

eSport:

Nu med mere plads! Vi har nu mere plads til e-sport deltagere. Der er blevet bygget om i vores e-sport lokale og der er nu plads til op til 10 computere. Har du, eller nogen du kender, interesse indenfor computere og spil, så er der rig mulighed for at være med. Vi spiller CS:GO og LOL og hygger os! Find mere på hjemmesiden: http://nybro7.dk/fritid/cafe-esport eller kontakt os på telefon 74 62 08 52, eller på mail post@nybro7.dk

Bjørn Grigoleit; Pædagogmedhjælper

 

NADA:

NADA er en gammel kinesisk akupunkturform, der rummer en beroligende og afstressende virkning samt en styrkende funktion. NADA er enten sterile nåle eller magnetkugler, der sættes i ørerne.

NADA caféen er åben på Nybro 7 hver tirsdag og onsdag kl. 20.30-21.30 og vi planlægger sammen et NADA forløb til dig. Du sidder stille og roligt i ca. 20-45 minutter og får imens en kop NADA the, som virker beroligende. Såfremt der er interesse planlægger vi ligeledes et eftermiddagshold.          

NADA, som behandling, er med til at reducere:

  • Fysisk og psykisk uro
  • Aggressiv og hyperaktiv adfærd
  • ADHD symptomer
  • OCD og OCD lignenede adfærd 
  • Hovedpine og migræne
  • Søvnproblematikker
  • Koncentrationsbesvær                                                                 
  • Eksamensangst og andre angstproblematikker
  • Afhængighed af computerspil etc. (NADA stimulerer belønningssystemet)

Det vil sige, at du kommer i bedre fysisk og psykisk balance, har mindre tankemylder og får mere energi og overskud

Er du interesseret eller har spørgsmål vedr. NADA behandlingerne, er du meget velkommen til at sende en mail til lt@nybro7.dk

Lotte Terp; Pædagogmedhjælper og NADA akupunktør

 

Eksternt Team:

I ”Eksternt Team” varetager vi individuelle rådgivningsforløb for børn, unge, søskende, forældre og andre pårørende til børn og unge med en autismediagnose.

I vores indsats har vi fokus på kommunikation, sociale funktioner, ønsker og interesser.

Vores metode er samtaler og øvelser der fokuserer på sammenhængen mellem følelser, tanker og handlinger, hvor den enkelte får støtte til at forstå og ændre uhensigtsmæssig adfærd og indlære nye og mere hensigtsmæssige strategier og handlemønstre.

Vi introducerer og implementerer individuelle støttesystemer via visualisering - herunder aktivitetsskemaer, organisering og opdeling af tid, rum og arbejdsopgaver samt teknologibaserede indsatser.

Tanja Krogh; Leder

 

Personale:

Vi har skudt foråret i gang og planlægger nu, endnu flere udendørsaktiviteter. Hele personalegruppen har mange gode idéer og vi har fokus på, at se det enkelte barn/unge og inddrage dem i de aktiviteter, der har fokus på udendørslivet.

Vi har i marts måned haft temaet Påske, med kreativt værksted, påskefrokoster og påskebag. Vi har drøftet, hvorfor vi holder påske m.v. Vi fortsætter med påskeaktiviteterne i april måned, hvor vi lægger ud med vores årlige påskefrokost, som hele personalegruppen ser frem til. Alle Nybros arrangementer betyder meget for Nybros værdigrundlag og personalet oplever en flok glade børn/unge som deltagere.

Stine Hye; Pædagog

 

Pædagogstuderende på Nybro:

Nybro modtager pædagogstuderende i ”Praktik 1” to gange årligt. Praktikken har en varighed af syv uger. Den studerende er tilknyttet aflastningen i nr. 7, hvor vagterne er sammen med vejleder.

På Nybro har vi gennem de sidste to år, haft tre studerende. Nybro bliver beriget af, at have studerende og vi føler os heldige at vi også via vores studerende vedvarende har fokus på at sætte ord på, hvorfor vi gør det vi gør og hvordan det skal ses i en faglig kontekst.

Stine Hye; Pædagog og praktikansvarlig