Nyhedsbreve

08-03-2017

Marts 2017


Leder:

Første februar bød vi, i personalegruppen, Helle Senger velkommen. Helle er uddannet lærer og har flere års erfaring inden for specialundervisning – herunder indenfor autismeområdet.

Helle vil primært være tilknyttet afdelingerne ”Nr. 7” og ”18 tv”.

Helle har overtaget vores Yogahold der finder sted hver onsdag fra 15.00 – 17.00 i ”Klinik Bøgens” lokaler på Haderslevvej 48 i Aabenraa. Da Helle ligeledes er uddannet mindfulnessinstruktør vil dette fremover blive en integreret del af vores yogatilbud.  Helle er kommet supergodt fra start og er helt klart et aktiv for Nybro – endnu engang velkommen Helle!

Tanja Krogh; Leder

Døgn/Aflastning:

Vi har i februar afholdt fastelavnsfest. En super hyggelig eftermiddag med flot udklædte både børn og voksne. Vi fik kronet hele 2 kattedronninger og 2 kattekonger.

Herudover har vi i februar haft en skøn vinterferie, hvor vi bl.a. har været i det kreative hjørne; malet marmeladeglas, bagt og pyntet småkager og lavet nøgleringe. Herudover har vi haft; ”tøsehygge” med neglelak og fodbad, hjemmebiograf, lavet fysikforsøg og haft temadage om hhv Danmark, Mexico og Spanien. Desuden har vi været på ture ud af huset bl.a. har vi været i Arrild Svømmehal, på Ribe Vikingecenter og på tur til København, hvor vi var i Guinness World of Record og i Planetariet,

Tanja Krogh; Leder

Afdeling 16+:

Flere af de unge i ”16+” er for tiden optaget af at kunne finde vej i Aabenraa og af at finde ud af, hvor forskellige bygninger ligger. De unge hjælper hinanden - den ene kender placeringen og viser den anden vej. På denne måde øves ligeledes den sociale interaktion mellem de unge i afdelingen.

Vi har i februar haft fornøjelsen af at byde endnu en ung velkommen i en af vores kollegielejligheder, så der er aktivitet omkring forberedelse, indflytning og velkomst for tiden.

Annette Tondering; Afdelingsleder STU og Afdeling 16+

STU:

I februar måned har vi i STU beskæftiget os med følgende emner: ”Privatøkonomi og skjulte omkostninger” og ”Hvordan agerer man i det sociale liv.” Vi er så småt ved at være færdige med projektet ”Mit Liv” og er startet op med emnet: ”Elektronisk støtte”, hvor vi har fokus på, hvilken form for støtte den enkelte elev profiterer bedst af.

Herudover har vi undersøgt, hvordan vi forbrænder det mad vi spiser og hvordan vi forbrænder flest kilojoule – vi har løbet, gået, hoppet, steppet, lavet armbøjninger og efterfølgende regnet, så vi har fået sved på panden J

Slutteligt har vi haft besøg af Lotte, som er Nybros NADA akupunktør. Hun introducerede os til dette emne og til hvilken effekt NADA kan have på krop og psyke. En super spændende og lærerig dag.

Gitte Seifert; Pædagog

Pigeklub:

I pigeklubben har vi fokus på at give pigerne et frirum i trygge og forudsigelige rammer, hvor de kan komme og hygge sig og lave kreative ting eller lave ting ud fra pigernes interesser. Der bliver lagt vægt på pigernes ønsker i forhold til valg af aktiviteter. I februar måned har vi bl.a. spillet forskellige spil og talt om konfirmation/nonfirmation og kigget på forskellige eksempler på invitationer og bordkort.

Ipek Sahin; Pædagog

Café Broen:

Vi har i løbet af februar haft fornøjelsen af at sige goddag til 2 nye unge i ”Café Broen.” Begge de to unge giver udtryk for, at det er dejligt at komme i caféen og at de er blevet rigtig fint modtaget. De fortæller det er godt at komme ud hjemmefra og være sammen med andre unge om bl.a. at lave mad, hygge sig og spille forskellige spil.

De unge mennesker der allerede kommer i caféen har taget godt i mod de nye - har spurgt ind til, hvilken form for beskæftigelse de har – hvor de går i skole og hvilke interesser de i øvrigt har.

Det er simpelthen dejligt at se, hvordan fællesskaber kan modnes.

Jan Skjønnemann; Ansvarlig for ”Café Broen”

E-sport:

NYT NYT NYT! Vi starter e-Sport op på, Den Selvejende Institution Nybro

”Café e-Sport” er et mødested for unge mellem 15 – 23 år med ASF og tillægsdiagnoser som ADHD, OCD og angst.

På holdet træner vi spil som CS:GO (Counter Strike: Global Offensive) og LOL (League og Legend). Vi træner spillefærdigheder, maps og strategier og spilleetik.

Vi lærer om kost, sundhed, motion, teamplay og samarbejde og vi træner det aktivt.

Vi vil være med til LAN-partys, events og turneringer, hvor vi enten deltager, eller er med som publikum.

Hvis du er interesseret kontakt da, Den Selvejende Institution Nybro, på telefonnummer          22 23 57 40 (Annette Tondering) eller kig på vores hjemmeside  http://nybro7.dk/fritid/cafe-esport

Vi er er klar til at tage i mod din tilmelding!

Bjørn Grigoleit; Ansvarlig for ”Café e-Sport”

NADA:

Igennem et års tid har vi på Nybro haft åben ”NADA Café” hver tirsdag og onsdag aften. P.t. er der udover personalet, 5-7 børn/unge der ugentligt modtager NADA behandling i form af enten nåle eller magnetkugler. ”NADA Caféen” henvender sig både til indskrevne børn/unge på Nybro, men ligeledes også til børn/unge med en autismediagnose der ikke er indskrevet på Nybro.

I februar er NADA behandlingerne blevet introduceret til de unge i ”Café Broen” samt i vores STU tilbud. Det var en berigende og dejlig oplevelse, at se de unge deltage med så stor entusiasme, videnbegærlighed og være både deltagende og herligt nysgerrige på virkningen. Nogle fik endda nålene sat samme aften, så det var en grænseoverskridende stor succes for de unge.

Lotte Terp; NADA akupunktør

Eksternt Team:

I ”Eksternt Team” varetager vi individuelle rådgivningsforløb for børn, unge, søskende, forældre og andre pårørende til børn og unge med en autismediagnose.

I vores indsats har vi fokus på kommunikation, sociale funktioner, ønsker og interesser.

Vores metode er samtaler og øvelser der fokuserer på sammenhængen mellem følelser, tanker og handlinger, hvor den enkelte får støtte til at forstå og ændre uhensigtsmæssig adfærd og indlære nye og mere hensigtsmæssige strategier og handlemønstre.

Vi introducerer og implementerer individuelle støttesystemer via visualisering - herunder aktivitetsskemaer, organisering og opdeling af tid, rum og arbejdsopgaver samt teknologibaserede indsatser.

Tanja Krogh; Leder

Personale:

Gennem efteråret og vinteren, har flere i personalegruppen været på kursus og/eller uddannelse. Det er et stort privilegie, at vi har denne mulighed og vi kommer altid beriget tilbage. Vi deler vores erfaring i personalegruppen og får gennem kursus og uddannelse, en større og bredere viden om specifikke emner.

I og med, at vi alle beriges med forskellig viden, giver det en bredspektret ekspertise på Nybro. Dette højner fagligheden og giver os mulighed for at give det bedst mulige tilbud til vores børn og unge.

Vi ser frem til at anvende al vores nytilkomne viden i praksis og håber, at vi i fremtiden også vil have muligheden for, at personalet kan tage uddannelser og kurser.

Stine Hye; Pædagog